Ny interesse for musik

Vores datter, Rikke på 13 år, har pludselig udviklet en voldsom interesse for musik, og der er selvfølgelig tale om rockmusik af den mest larmende slags. Det lever vi med, selv om vi fra tid til anden er nødt til at bede hende skrue lidt ned for lydstyrken.

Den interesse for musik er ny, og derfor undrede det os lidt, hvorfor Rikke pludselig var begyndt at gå så meget op i musik, men min kone har luret sig til årsagen: Hun er blevet forelsket i en af sine skolekammerater, som sammen med tre andre knægte udgør et rockband på absolut amatør-basis.

Nu lægger Rikke ikke længere skjul på sin første ungdomsforelskelse, og hun fortæller med en varm glød i både øjne og stemme om, hvor fantastisk Asger med sit billige trommesæt, når han sammen med de tre andre unge knægte giver den gas i det kælderlokale, som et af bandets medlemmer har fået stillet til rådighed som øvelokale af sine forældre.

Rikke betroede sin mor forleden, at det var startet med, at hun var blevet lidt småforelsket i en anden dreng, der spiller på en billig guitar i bandet, og han var vist også forelsket i hende. Men så var hun blevet inviteret med en aften til at høre det unge rockband øve, og så var der sket det temmelig beklagelige, at hun var faldet pladask for trommeslageren.

Det havde givet lidt gniderier i et par dage, men nu har ham, der spiller på guitar vist accepteret, at Rikke har valgt en anden at være kærester med.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*